Kampagnen

Trafiksikkerhed i Øjenhøjde er målrettet børn fra 3.–5. klasse. De skoler der deltager i kampagnen får besøg af en lastvogn, som bliver placeret i skolegården. Målet er at lære børnene, hvordan man bedst muligt forholder sig til lastvogne i trafikken.

Formålet med ’Trafiksikkerhed i Øjenhøjde’ er at lære børn, hvordan de omgås store lastvogne i trafikken med særlig henblik på synlighed og opmærksomhed ved højresving. Højresvingsulykker sker, når lastvognen svinger til højre, og cyklisten kører ligeud. Under besøget på skolerne illustrerer vi situationen og viser nogle mulige afværgehandlinger, som cyklisten kan foretage. Børnene oplever den kompleksitet, som en svingmanøvre indeholder og får selv nogle gode huskeregler til at undgå de farlige situationer.

I 2017 modtog knap 8.000 børn undervisning og de har alle fået udleveret sikkerhedsveste. Siden kampagnens start for 15 år siden har mere end 100.000 børn modtaget undervisning.

Trafiksikkerhed i Øjenhøjde - Rune Aarestrup Pedersen 16.JPG

Partnerne

Trafiksikkerhed i Øjenhøjde eksisterer på initiativ af DTL Danske Vognmænd, som er vognmændenes brancheorganisation, 3F Transport-gruppe, som er chaufførernes fagforening, samt Danske Fragtmænd A/S, Energiselskabet OK, Volvo Trucks Danmark A/S, Codan og Børneulykkesfonden. Disse virksomheder og organisationer finansierer projektet og ønsker på den måde at yde en aktiv indsats for at styrke mindre børns trafiksikkerhed i forhold til den tunge trafik, og samtidig forbedre adfærden i transportbranchen. Ud over finansieringen, er organisationerne og virksomhederne også involverede i events og undervisning af børnene. De gør derved en ekstra indsats for at sikre børnenes sikkerhed og kendskab til trafikken.

Trafiksikkerhed i Øjenhøjde - Rune Aarestrup Pedersen 05.JPG

Herunder kan du læse partnernes udtalelser om at være med i kampagnen

3F

Kampagnen har stor betydning for den adfærd, som børnene får op til starten af deres ”karriere” som cyklister. Så det giver god mening med Trafiksikkerhed i Øjenhøjde, da det arbejde medvirker til at skabe den nødvendige forståelse for den måde, som lastvognene agerer på i trafikken. Vi skal også huske på, at der er to tabere, når der sker et uheld. Cyklisten kommer fysisk til skade, og chaufføren står tilbage med en forfærdelig oplevelse, som følger ham resten af livet.

3F

Børneulykkesfonden

"Børneulykkesfondens mission er at reducere og forbygge børneulykker, hvor vi selvfølgelig også har fokus på trafikken. Derfor mener vi at denne kampagne passer med Børneulykkesfondens værdier, at det vil være oplagt at støtte op om den. Vi vil gennem kampagnen løfte i flok og få den nødvendige fokus på sikkerhed i trafikken, især i forhold til børn og lastvogne. Et af Børneulykkesfondens konkrete projekter går på uddeling af refleksveste, for at synliggøre børn i trafikken, fordi man ved, at børn, der bærer veste, har 85 procent lavere risiko for at blive overset i trafikken."

BørneUlykkesfonden

Codan Forsikring

"Som markedsledende forsikringsselskab på transportområdet ønsker Codan at være med til at tage sit ansvar for sikkerheden i trafikken. Vi har valgt at være partner på Trafiksikkerhed i Øjenhøjde, da kampagnen har fokus på forebyggelse og således er i tråd med Codans særlige Skadestop afdeling. Skadestop udvikler forslag til forbedringer, der sætter særligt fokus på sikker adfærd hos chauffører og vognmænd. Derudover tilbyder Codan en bred vifte af forsikringer til transportbranchen, som Codan har været med til at forsikre igennem en lang årrække, så det samarbejde er vigtigt for os."

Codan

Danske Fragtmænd A/S

Som storspiller på det danske transportmarked har vi også et stort ansvar for trafiksikkerheden. Det er derfor en naturlig sag for os at være med. En proaktiv aktivitet som en kampagne er samtidig et godt sted at være synlig og signalere, at vi tager vores sociale ansvar som virksomhed alvorligt. Udover at uddanne vores chauffører i sikker optræden i trafikken, så hjælper vi via kampagnen også den anden part i trafikken i dette tilfælde de nye trafikanter, børnene. Vi har stor opbakning på de indre linjer blandt landets fragtmænd, der gerne stiller op.

Danske Fragtmænd

DTL Danske Vognmænd

DTL organiserer de virksomheder, hvis produktionsapparat i modsætning til så mange andre erhverv færdes ude blandt borgerne i hverdagen. DTL anerkender derfor, at vi som brancheorganisation har et særligt ansvar for at gøre noget for trafiksikkerheden.

Udover, at DTL til stadighed holder fokus på sine medlemmers ansvarlige opførsel i trafikken, så mener vi også, at der ligger store præventive muligheder i, at skolebørn tidligt lærer at færdes omkring lastvognene For uanset hvordan vi vender og drejer tingene, så vil lastvognen altid være en del af samfundet og trafikbilledet.

Vi håber, at børnene ved at få indblik i chaufførens hverdag i førerhuset og de orienteringsproblemer, der følger med og får lidt mere sikkerhed med i bagagen, når de færdes i trafikken.

DTL

Energiselskabet OK

"Det drejer sig om social ansvarlighed. OK har mange tankbiler på vejene hver dag, og vi har derfor også et medansvar for trafiksikkerheden. Kampen mod højresvingsulykker vil desværre altid være aktuel, så det er en vigtig sag at være med til at opnå større sikkerhed blandt de bløde trafikanter. Internt har vi hensynet til vores egne chauffører. Og alene det, at OK er med i Trafiksikkerhed i Øjenhøjde, øger vores chaufførers bevidsthed om risikomomentet. De chauffører, der underviser på skolerne, føler virkelig, at de gør en forskel, når de oplyser børnene om de blinde vinkler, man som cyklist kan blive fanget i."

OK

Volvo Trucks Danmark A/S

Sikkerhed har altid være en af Volvos tre kerneværdier, så det var helt naturligt for os at være med til at grundlægge denne kampagne om øget trafiksikkerhed for børn. Konceptet med børn, sikkerhed og lastvogne ligger Volvo Trucks meget på sinde, og faktisk er vores danske initiativ nu blevet udbredt til alle Volvo-selskaber i hele verden. Endelig giver kampagnen os mulighed for at holde tæt kontakt til en lang række andre vigtige aktører i transportbranchen.

Volvo